logo
break

Bliver man født til mobning?

Af Daniel Karpantschof, Berlingske Tidende, 13. august 2000.

Da jeg forleden dag sad og ryddede op i Danmarks Elev Organisations, DEO, arkiv, faldt jeg over mange spændende papirer. Blandt andet var der adskillige avisudklip der handlede om at nu var debatten om mobning endelig taget op blandt beslutningstagerne. Desværre må jeg så erkende at artiklen var fra Bertel Haarders tid. Ikke noget ondt ord om Bertel Haarder, tidligere undervisningsminister fra Det Konservative Folkeparti, men det er trist at skulle bevidne at folk prøver at gøre noget ved en problemstilling og alligevel bliver den lagt på hylden. Specielt når det drejer sig om et så gruefuldt emne som mobning.

En af mine ”kolleger” fra Folkeskoleelevernes LandsOrganisation, FLO skrev her forleden en artikel til Aktuelt, hvori der stod nogle tanker fra en pige i syvende klasse som - både i hans og mine egne øjne – ligger meget tæt op af selvmordstanker.

Jeg er selv lige gået ud af en privatskole – nærmere betegnet den jødiske privatskole i København, Carolineskolen, og det er ikke nogen hemmelighed at jeg selv har mobbet. Den historie jeg har at fortælle handler om en pige, der havde sine problemer. Jeg vil ikke træde dybere i det end at sige, at hun absolut ikke havde det nemt. Umiddelbart ville man tro at vi andre som gode kammerater ville hjælpe hende og støtte hende – men nej. Vi gjorde det ikke nemmere for hende, tvært imod.

Vi mobbede hende og gjorde nar af hende. Men hvorfor? Er det børns mentalitet at slå ned på de svage og udnytte deres svagheder til selv at stige op at popularitetens trappe eller ”er det bare drengestreger, der ikke kan skade”?

Jeg ved ikke selv hvad denne pige gik og tænkte, men hun skal vide at vi alle den dag i dag fortryder det vi gjorde. Havde det ikke været for min klasselære var vi nok heller ikke stoppet med det.

Men er det på alle skoler at lærerne går ind og stopper det? Nej, desværre må vi erkende at lærerne er gode til at lægge ansvaret fra sig når det kommer til mobning. Mange børn har tanker der ligner de tidligere beskrevet meget. I mit eksempel var konsekvensen at det også at pigen skiftede skole.

Men er mobning ”kun” for sjov eller er det ondskabsfulde tanker der driver folk til det? En anden klasselære jeg havde før hende jeg sluttede af med klassificerede mig som værende ondskabsfuld og ude af stand til at tilpasse ”den almindelige måde at omgå folk på” i en alder af 10. Meget imponerende… Men udover at svække min selvtillid og styrke Janteloven fik hun så stoppet mobningen i klassen? Nej, hun sagde til mine forældre at det var deres ansvar da jeg nu engang var deres søn.

Men er mobning et så stort problem, sammenlignet med mange andre ting? Kommuners Landsforening er kun interesseret i at overtage det hele efter at de har sendt det debatoplæg på gaden, mens de politiske partier kaster rundt til højre og venstre med floskler om en bedre skole. En bedre skole efter deres mening – ikke elevernes, skolens reelle brugere. Men JA! Det er vigtigt. Efter denne debat ønsker jeg ikke at høre flere ottendeklassespiger udtale sig ”Jeg er jo en ganske almindelig person. Hvorfor vil ingen være sammen med mig? Begynder jeg at tale med nogen vender de sig om med deres veninder og griner af mig.”

Det kan ikke være rigtigt! Folkeskolelovens formålsparagraf skriver klart og tydeligt ”Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Derfor kan det ikke passe at en pige fra syvende klasse udtaler ”Hvis Gud vidste at jegs skulle få det sådan her, hvorfor lod han mig så føde?”. Det er uacceptabelt og helt uanstændigt for et velfærdssamfund som Danmark at små børn gå rundt med selvmordstanker.

Men hvad kan vi gøre ved det? Er det skolens, forældrenes eller elevernes ansvar? Eleverne må jo være udelukket da det ville ende med at en majoritet ville gå rundt og ”kanøfle” marginal-grupperne. Forældrene kan ikke holde øje med deres børn i skoletiden, da de selv skal på arbejde. Men det efterlader os med lærerne. Er lærerne klar til at tage så stort et ansvar? Kan de håndtere det ansvar at stå med et barns selvfølelse og selvværd samtidig med at de skal forholde sig pædagogiske overfor de andre under i klassen? Jeg tror personligt ikke selv at lærerne er klar til at påtage sig sådan et ansvar.

Hvis nu eleverne bliver ”uddannede” i at tage et socialt ansvar ville det måske kunne lade sig gøre. Hvis vi oprettede ”mobbe-patruljer” bestående af elever skal i samarbejde med de andre elever forsøge at finde en løsning på dette groteske område.

Men er det et nyt Sverige vi ønsker? Skal vi have vedtaget en lovgivning der resultere i at der bliver udstedt bøder til højre og venstre hvis en elev mobber? Vi kan se på tal fra to undersøgelser – den ene foretaget af World Health Organization, WHO, den anden af Børnerådet – at de begge viser at ca. 25% af alle eleverne i grundskolerne bliver mobbede mens Sverige er nede på kun 6%.

Jeg håber at vi sammen med Folkeskoleelevernes Landsorganisation, Undervisningsministeren, Kommunernes Landsforeningen, Skole og Samfund, Danmarks Lærerforening og alle de andre interesseorganisationer kan finde en løsning på dette problem der allerede nu har plaget vores skoler i alt alt for lang tid.

Akademiet for Fremtidsforskning | Kontakt os