logo
break

Elevbevægelsen ved Årtusindeskiftet

Af Daniel Karpantschof, DUE/FLO/DSE 30års jubilæumstidsskrift 1. msj 2008.

Som med så mange andre institutioner i Danmark, og verden over, markerede årtusindeskiftet en emotionel afstandstagen til fortiden. Grænser blev nedbrudt og samfundet, som helhed, blev en mere transparent sfære Elevbevægelsen var ingen undtagelse, og netop i grænselandet mellem reaktionære kræfter og moderne nytænkning opstod konflikter - og til tider endda løst.

“NU ER DET NOK”-initiativet havde tilbage i 1998 sat en aktiv stopper for et etableret samarbejde mellem DEO og FLO. Initiativet handlede først og fremmest ved demonstrationer og boykots; aktiviteter FLO og GLO historisk har haft betænkeligheder ved at støtte op om. Særligt det såkaldte “Studenteroprør anno 1998” havde skubbet en kile mellem de Århus- og Københavner-baserede organisationer, grundet den resolutte og meget konfrontative kampagnestil.

1998 markerede også året hvor den historiske organisation Københavns FællesElevråd, KFE, brød ud som en faktion af DEO. KFE stod på det tidspunkt relativt isoleret som en autonom, ukontrolleret para-organisation i DEO, men var dog ikke helt uden reel indflydelse. Splittelsen med DEO markerede på dén vis også et opbrud med de meget reaktionære elementer i DEO og det endelige brud med forbindelsen til det gamle LOE, som KFE altid har haft stærke emotionelle bånd til.

De mange demonstrationer, samt et aktivt lobbyarbejde resulterede i indførelsen af både Lov om Det Repræsentative Demokrati i Uddannelsessystemet samt Lov om Elevers og Studerendes Undervisningsmiljø. De to nye love blev milepæle for elevbevægelsen da de repræsenterede de to absolut største mærkesager. Begge love var dog så vagt formuleret at den reelle betydning knap var mærkbar på landets uddannelsesinstitutioner. Ligeledes var Undervisningsministeriets millioninvestering, Folkeskolen år 2000 og Kvalitetsudvikling i Folkeskolen, ved at blive udfaset for at blive erstattet af Vision2010-planen.

Både fra myndigheders og organisationers side kan man tale om en periode i opbrud; brudfladerne var klare.

Forholdet mellem DEO og FLO var i slutningen af 90erne, derfor lagt på relativ kølig is. Krafterne blev først og fremmest fokuseret mod service og politisk virksomhed. Dernæst mod hinanden. Først primo 2000 blev der (gen-)nedsat et samarbejdsudvalg bestående af ligeligt fordelte repræsentanter mellem de to organisationer. Formålet var først og fremmest at forholde sig aktivt til evt. samarbejdsmuligheder, primært politiske. Efter resolutioner fra både DEOs og FLOs hhv. kongres og landsmøde, var ideen om en sammenlægning blevet forkastet og tilbage stod et spinkelt håb om formelt samarbejde. Der blev nedfældet klare retningslinier for hvornår, hvordan og hvorledes fælles pressemeddelelser kunne udsendes, samt procedure for godkendelse af disse; med det resultat at der i perioden 1999-2001 kun blev udsendt en håndfuld.

De vedtagne resolutioner bar formuleringer som “sund konkurrence”, hvilket kom til at præge de kommende to års samarbejdspolitik.

Perioden 1998-2001 markerede et paradigmeskift i DEO. Flere af organisationens tidligere grundelementer, som eksempelvis KFE, blev i den periode udskiftet eller nedbrudt. Både politisk, økonomisk og organisatorisk udgjorde perioden en omvæltning der kom til udtryk gennem en meget kraftigt afstandstagen og fremmedgørelse fra fagbevægelsen, sekretariatet i København blev opprioriteret og der blev eksperimenteret med nye kommunikationsformer.

Efter nogle måneder med svingende mødeaktivitet i samarbejdsudvalget, samt et ekstremt fjendtligt klima, både i udvalget og udenfor (særligt fra DEOs repræsentanters side), blev der afviklet fællesbestyrelsesmøde i København, sommeren 2000. Efter relativt korte forhandlinger blev de to organisationer enige om at afvikle fællesstormøde samme år; ÅMEK 2000.

Som opfølgning, og for at bevare det nyetablerede positive klima, deltog Thue Thomasen (formand, DEO ‘00/’02) og jeg selv ved FLOs arbejdsuge kort tid efter. Formålet var at nedbryde fordomme hos begge organisationer og i øvrigt arbejde intensivt på at finde mulige samarbejdsemner.

Efter et kort opgør i FLOs hovedbestyrelse, der efterlod et frit mandat, blev der talt om at genindføre en gammel ide om at have én person tilknyttet begge bestyrelser; for at sikre et gnidningsfrit samarbejde. Grundet vedtægtsteknikaliteter blev dette dog aldrig genindført.

Årsmøde-Elevkonference 2000 (ÅMEK2000) blev det først fælles stormøde i en årrække.

Fra DEOs side blev mødet afviklet mere eller mindre katastrofalt og bar tydeligt præg af interne magtkampe og konflikter. Mødet blev senere, i DEO-kredse, kendt som FIASKO 2000.

Ydermere bar mødet det, for DEO, katastrofale element at FLO havde flest repræsentanter til stede. Det kom aldrig til udtryk gennem afstemninger, men kombineret med DEOs åbenlyse interne konflikter, medførte det at DEOs, ellers ret stærke magtposition de to organisationer imellem, blev svækket kraftigt, og DEO måtte forlade mødet som vag forhandlingspartner.

Forholdet de to organisationer imellem kunne bedst karakteriseres som empatisk fra FLOs side; og da jeg flyttede ind på FLOs sekretariat i Mejlgade umiddelbart efter ÅMEK, var det i højere grad et spørgsmål at refugium fra DEO, end egentligt samarbejde med FLO.

Set i bakspejlet har DEOs uforholdsmæssigt store forhandlingsnederlag, givetvis lagt fundamentet for den kommende tids sammenlægningsforhandlinger, der jo i høj grad var baseret på FLOs præmisser.

Både DEO og FLO gik, efter ÅMEK, i en tænkepause hvor samarbejdet igen, blev lagt på relativ kold is. DEO havde i perioden behov for at bruge flere kræfter på intern konsolidering, og samarbejdet med FLO blev derfor nedprioriteret.

Først i 2001 blev samarbejdet reelt reetableret, og medio 2001, begyndte fusionen langsomt at komme på tale igen. Den endelige sammenlægning kom dog først to år senere.

Akademiet for Fremtidsforskning | Kontakt os